fredag den 29. februar 2008

Øremærkning

Jeg kom lige i tanke om at to af mine han kaniner, som skal med til bedømmelse i morgen, helt eller delvist manglede øremærkning. Så i forgårs måtte jeg have mærketangen frem og øremærke dem. Nu håber jeg at de når at blive fine og ikke har for meget grøn farve tilbage i ørerne i morgen. Ellers har jeg set at der er arrangeret hjemmebedømmelse i Tølløse i slutningen af Marts.
Saga vil stadig ikke parres. Jeg overvejer meget om hun ikke bare skal ud nu. Hun har kun givet et enkelt kuld. Jeg har afkom efter både hendes kuldsøster og hendes kuldbror. Ilse, som jeg egentlig regnede med skulle ud, har ved nærmere eftersyn en noget kortere pels end sine forældre og hun er en lille kanin og samtidig har hun klaret sit første kuld flot, så hun er nok god at få et par kuld efter.

Det er planen at jeg i løbet af året skal have udskiftet de fleste af kaninerne i stalden. Tulle skal have et kuld med Nougat og et med Møller og så skal jeg beholde en han fra den ene kombination og en hun fra den anden. Derefter skal Tulle videre. Nutella skal have kuld med Herluf (det har hun nu) og et med Harley. Derefter skal Herluf og Harley nok også videre. Jeg regner med at der til vinter skal sidde 6 brune/brun kappetegnede dyr samt 2 sorte dyr med brunanlæg(afkom efter Tulle).

alle ungerne i de 3 kuld har det fint. Kiri's unger er lige ved at få øjne, men kan ane nogle små sprækker.

I går måtte jeg muge en del ud hos Kiri, da hun har valgt at have sit toilet lige ved siden af reden og når hun lukker reden graver hun hele toilettet op over, så der var noget ulækkert hos ungerne. Nu er der tørt og rent hos dem igen.

Ingen kommentarer: