onsdag den 7. oktober 2009

Udstillings sæsonen er startet

I forrige weekend havde jeg Henriette og Christine på udstilling i Mørkøv. Jeg ville gerne have dem registreret. Henriette har fået to kuld unger, men hendes unger har hver gang været døde. Jeg havde ikke regnet med at jeg kunne få hende registreret, da hun har haft stritører. Hun er født i oktober og jeg tror at det kolde vejr har spillet ind på hendes ørestilling/længde. Begge hendes forældre har super ørestilling. Henriette er den af mine kaniner, der har den bedste krop og pels og derfor har jeg alligevel villet lade hende indgå i avlen. Henriette blev bedømt med 92 point. Hun blev trukket lidt på Racepræg og præsentation, det har højst sandsynligt været pga. hendes stramme ører. Og så blev hun trukket noget på tegningen.
Christine fik 00 pga. en hvid plet på snuden. Den havde jeg ikke set, men ganske rigtigt, ved nærmere gennemsyn var der en hvid tot på snuden. Det var ret ærgerligt for ellers havde hendes point rakt til 93 point, som hun også fik som ungdyr.

Nu ser vi så frem imod udstillingen i Vallekilde - Hørve i slutningen af november. Jeg planlægger at skulle have 12 dyr med. Alle årets unger skal med, samt Ralph, som forhåbentlig er kommet i ordentlig pels til den tid, så han kan blive registreret.
Jeg skal have trænet kaninerne i at blive håndteret og sidde fint på bordet. Og så skal de vejes jævnligt for at optimere deres vægt til udstillingsdagen.

Jeg er så spændt på hvordan det kommer til at gå, og jeg glæder mig rigtig meget til at møde nogle af Dværgkaninklubbens medlemmer til udstillingen.