onsdag den 25. juni 2008

En dejlig overraskelse

Her til morgen da jeg undersøgte Ilse's rede, fandt jeg ikke 3 unger, som forventet, men derimod 4.
Den fjerde unge må have forputtet sig, da jeg undersøgte reden første gang. De andre dage har jeg bare mærket efter om der var liv i reden, men i dag tog jeg ungerne ud.
Ilse har altså 3 brune unger og 1 sort :-)

lørdag den 21. juni 2008

Ilse har fået unger

Ilse har i dag fået 2 brune og en sort unge. Det er Nougat der er far til ungerne. Jeg har lavet denne kombination tidligere på året og har beholdt en hun fra det kuld. Det er Jumper's Pølle Pia, som kan ses på hjemmesiden.

fredag den 20. juni 2008

Det er hårdt at være fotomodel

Robert var inde til en lille fotosession i går. Han er en meget tam og tillidsfuld kanin. Når der kommer gæster i stalden er det altid ham og far Nougat der hænger ud af buret og bliver nusset.

Robert synes det var skønt med en hyggestund indendøre og var derfor lidt svær at få til at sidde fint. Han ville hellere ligge på maven. Jeg fik dog lidt billeder i kassen.
Robert er 4 måneder gammel og vejer 1360 g.





Man kan godt blive lidt træt af at være fotomodel... Så kan man jo passende tage en slapper...

onsdag den 18. juni 2008

Udstillingsforberedelserne er begyndt

Ja, det er med at komme i gang med forberedelserne til udstillingen. Første punkt i går var at få kaninerne ud på bordet, for at vænne dem til det. Næste punkt var at få dem vejet for at afgøre hvordan fodringen op til udstillingen skal være.
Jeg var noget bange for Madam Mim's vægt, da jeg fik hende ud på bordet. Hun så noget stor ud, men vægten sagde 1800 g. Helt perfekt, endda med plads til lidt ekstra.
Robert vejede 1,360 g. Ligeledes perfekt og med plads til lidt ekstra. Ideal vægten for dværgvædder ungdyr på 4 - 5 måneder er 1,5 kg. Robert er helt tilpas i huld nu, men det vil bare gøren hans krop mere vædderpræget at få lidt mere sul på, så det er jo godt. Hold fast hvor ser han ellers godt ud :-) Hans ører sidder bare perfekt, de bliver båret sådan lidt fremad, så når man ser ham fra siden, så går ørerne ind og dækker lidt for øjet og så hænger de ellers i fin hestesko form og er helt korrekt "ske- formede". Den hvide plet i kappen på skulderen er stort set væk, der er kun et par enkelte hvide hår der. Ellers har han kun lidt hvidt i kappen helt oppe i nakken. Pelsen er ikke så god kvalitet, men det kan jo nå at ændre sig til han bliver voksen, han har jo stadig "baby"pels.

tirsdag den 17. juni 2008

Så er tilmeldingen sendt

Nu er det helt sikkert.
Møllegårdens Madam Mim og Jumper's Rare Robert er nu tilmeldt til kaninudstillingen i Nykøbing Sjælland d. 29. juni. Madam Mim skulle gerne registreres og derefter indgå i avlen.
Robert er bare med for at få en vurdering af ham, han er stadig ungdyr og vil på udstillingen være 4 måneder og 10 dage gammel.
Hjemtransporten er også arrangeret og jeg har bestilt bedømmelseskort hos www.benie.dk
Jeg bestilte lidt ekstra, så jeg også har til udstillingen i august :-)
UUHH det bliver spændende :-)

Saga's unger 4 uger - Nutella's unger knapt 4 uger

Så er det vist tid til lidt billeder af ungerne.
Her kommer først billeder af Saga's 3 sorte - 2 hanner og en hun.



Og her er billeder af Nutella's unger - en brun hun og en sort han

søndag den 15. juni 2008

Nutella på vist hos Harley - Saga på visit hos Nougat

Lørdag og søndag har Harley og Nougat haft visit af henholdsvis Nutella og Saga. Da begge hunner stadig har unger, så har de været hos hannerne i løbet af dagen og er så kommet tilbage til ungerne om aftenen. Så nu håber jeg på lækre unger omkring d. 13. juli.
Parringen mellem Saga og Nougat, synes jeg er vældig interessant, da Saga's far er en sort kappetegnet han fra Tyskland. Havde havde et herligt bredt hovede, som har har givet videre til alle sine afkom, som jeg har haft her i stalden: Saga, Sara og Jeans, som alle fik bemærket deres brede hoveder, da de i sin tid blev registreret, især hunnernes hoveder var bredere end normalt for en hun. Det er mit håb at Saga sammen med Nougat kan give rigtig flotte brede hoveder og en god type.

fredag den 13. juni 2008

Tulle på visit hos Nougat

I dag er Tulle sat på visit hos Nougat.
Jeg håber at hun bliver parret og at der kommer nogle lækre små bredhovede dværgvæddere med god pels.
Alle ungerne fra denne kombination vil blive sorte med anlæg for brun.
Tulle er bedømt med 93,5 point og Nougat er bedømt med 94 point.

Udstillingen på børnedyrskuet i Nykøbing Sj. nærmer sig og jeg forventer at udstille Madam Mim, selvom hun er i fæld. Jeg overvejer stadig om jeg skal udstille Robert i ungdyrs klassen, jeg er så spændt på at få ham bedømt.
Efter udstillingen vil Madam Mim blive parret med Harley.

tirsdag den 10. juni 2008

En ulykke kommer sjældent alene.

Endnu en af Kiri's unger er faldet fra. Det var den brune han. Jeg ved ikke hvad årsagen er, da jeg har været på ferie og kaninerne er blevet passet. Den tilbageværende unge ser ud til at have det fint.
Ilse har endevendt hele buret imens jeg har været på ferie, så mon ikke der skulle komme unger efter hende om godt 10 dage. Det håber jeg og så håber jeg også på lidt af det held jeg havde i starten af året :-)