onsdag den 7. oktober 2009

Udstillings sæsonen er startet

I forrige weekend havde jeg Henriette og Christine på udstilling i Mørkøv. Jeg ville gerne have dem registreret. Henriette har fået to kuld unger, men hendes unger har hver gang været døde. Jeg havde ikke regnet med at jeg kunne få hende registreret, da hun har haft stritører. Hun er født i oktober og jeg tror at det kolde vejr har spillet ind på hendes ørestilling/længde. Begge hendes forældre har super ørestilling. Henriette er den af mine kaniner, der har den bedste krop og pels og derfor har jeg alligevel villet lade hende indgå i avlen. Henriette blev bedømt med 92 point. Hun blev trukket lidt på Racepræg og præsentation, det har højst sandsynligt været pga. hendes stramme ører. Og så blev hun trukket noget på tegningen.
Christine fik 00 pga. en hvid plet på snuden. Den havde jeg ikke set, men ganske rigtigt, ved nærmere gennemsyn var der en hvid tot på snuden. Det var ret ærgerligt for ellers havde hendes point rakt til 93 point, som hun også fik som ungdyr.

Nu ser vi så frem imod udstillingen i Vallekilde - Hørve i slutningen af november. Jeg planlægger at skulle have 12 dyr med. Alle årets unger skal med, samt Ralph, som forhåbentlig er kommet i ordentlig pels til den tid, så han kan blive registreret.
Jeg skal have trænet kaninerne i at blive håndteret og sidde fint på bordet. Og så skal de vejes jævnligt for at optimere deres vægt til udstillingsdagen.

Jeg er så spændt på hvordan det kommer til at gå, og jeg glæder mig rigtig meget til at møde nogle af Dværgkaninklubbens medlemmer til udstillingen.

onsdag den 12. august 2009

Lidt nyt.

Så er det vist tid til en lille opdatering.
Ilse, Lene, Henriette og Birthe var alle parret med Ralph, men det var kun Birthe og Henriette der fik unger. Birthe har fået 2 brune og 2 brun kappetegnede.
Henriette havde besvær med folingen og den strakte sig over to dage. Ungerne var dødfødte og jeg måtte selv hjælpe hende med at hive den ene af ungerne ud, da hun selv forgæves havde førsøgt i lang tid. Begge gange har hun været parret med Ralph. Så nu prøver jeg en sidste gang og får hende nok parret med en anden han. Henriette er ellers en super kanin, så jeg vil meget gerne have afkom efter hende. Ørerne har også langt om længe lagt sig ned på hende.

Det er ikke lykkedes at få Ilse drægtig i år, så hun udgår nu af avlen. Hun er jo også ved at være en ældre dame. Pia er blevet solgt, for at gøre plads til hendes afkom. Jeg har foreløbigt beholdt 2,2. Men er nu ved at sælge den ene af hannerne.
Jeg går og venter på at Ralph og Christine fælder færdig så de kan blive udstillet og registreret. Havde håbet at det kunne blive d. 22. august, men det når Ralph vist ikke. Så må vi vente til Mørkøv i slutningen af september.

tirsdag den 30. juni 2009

Nye kaniner i stalden

Ungerne fra de første to kuld er nu 10 uger gamle. Jeg har valgt at beholde en brun hun fra Lene's kuld og en brun kappetegnet unge fra Christines kuld. Derudover regner jeg med at beholde en han og en hun fra Pia's kuld.
De skal forhåbentlig danne rammen om næste års opdræt.
Der er yderligere en han, som er afsat og så er der en han og en hun, som stadig søger nyt hjem. De er begge brune.

Næste omgang unger er ved at blive planlagt, så de kan fødes efter min ferie.

Jeg regner med at jeg vil udstille Ralph L på udstillingen i Benløse d. 22. august, hvis alt flasker sig. Jeg vil jo helst have at mine kaniner er registreret.

onsdag den 27. maj 2009

Status på ungerne.

Lene's og Christine's unger er nu 4 uger gamle. Jeg har forsøgt at kønsbestemme dem og foreløbig ser det således ud:
Jumper's Rare Robert x Jumper's Chikke Christine:
sort kappetegnet han
brun kappetegnet hun
brun kappetegnet hun

Skoubo's Mr. Nougat x Jumper's Latterlige Lene II:
sort han
brun hun
brun hun

Foreløbigt er det kun den sorte og den sort kappetegnede der er til salg. De andre beholder jeg foreløbig.

Pia's 6 unger klarer sig fortsat fint, de er på vej til at blive 2 uger gamle.

tirsdag den 19. maj 2009

Så kom der endelig unger

Efter lang tids venten og mange forsøg, er det nu lykkedes at få unger i burene. Jumper's Chikke Christine og Jumper's Latterlige Lene II folede begge 28. april. Jumper's Rare Robert er far til Christine's kuld, som bestod af 4 unger. Skoubo's Mr. Nougat er far til Lene's kuld, som bestod af 5 unger. Der er faldet 1 unge fra i Christine's kuld og 2 fra i Lene's kuld.
Begge kuld er nu 3 uger gamle og har været igennem deres første tand tjek. Alle har fine tænder indtil videre.
Kombinationene med Nougat og Lene er en far/datter parring, som jeg er meget spændt på at se resultatet af. Jeg håber at få noget af Nougat's gode type, men med forbedret pels og krop fra Lene's mor Tulle.
14. maj lykkedes det endelig at få et kuld unger efter Jumper's Pølle Pia. Det var også første gang Saharahs Ralph L blev far til et kuld unger. Et flot kuld på 6 brune unger. Jeg er meget spændt på at se ungerne fra denne kombination og glæder mig til for en gang skyld at have flere unger at vælge nye avlsdyr imellem.

fredag den 24. april 2009

Efter lang tids dvale.

- bliver bloggen nu langt om længe opdateret.
Vinteren har ikke budt på de store hændelser i kaninstalden.
Jeg har beholdt alle tre unger efter Robert og Tulle. De har gode og kompakte korte kroppe og flotte hoveder, men de kan ikke bedømmes som dværgvæddere, da de har den grimmeste ørestilling. Ørerne står simpelt hen lige op i luften. Begge forældre har den flotteste ørestilling, så jeg er egentlig ikke så bange for at ørestillingen er arvelig, men det er da ærgerligt at kaninerne ikke kan registreres.
Da jeg efter hånden havde en del dyr efter Tulle og en del efter Nougat, har jeg valgt at sælge disse to dyr, så de kan blive brugt hos andre avlere i stedet for at sidde her hos mig uden at blive brugt.
Jeg har forgæves forsøgt at få parret alle mine hunner af flere omgange siden februar, men indtil videre uden resultater. Det tætteste på har været en hun, som var falsk drægtig og plukkede sig på 16. dagen :-(
Nu hvor græsset og mælkebøtterne vælter frem, får kaninerne grønt hver dag og så håber jeg at det måske hjælper lidt på fertiliteten...