onsdag den 26. november 2014

Min første 95 'er

Til kassebedømmelsen d. 9/11-2014 fik jeg min første kanin af egen avl bedømt med 95 point. Det var en vildtgrå han på 7 måneder.
Jeg havde 7 dyr med, som alle skulle registreres.
 det blev til:
93,5p Vildtgrå (trukket for fæld)
93,5p Vildtgrå (trukket for fæld)
94p Vildtgrå kappetegnet
94 p Vildtgrå
94,5p Vildtgrå
94,5p brun
95p vildtgrå



onsdag den 6. august 2014

Jeg glæder mig i denne tid...

Sommeren har budt på en masse dejlige kaninkuld. Og der er blevet sorteret godt og grundigt. Jeg har dog måttet udvide stalden, da der jo skal lidt flere bure til, når man pludselig har 4 varianter i stalden. De brune og brun kappetegnede har jo været der hele tiden, men de vildtgrå og vildtgrå kappetegnede, som egentlig bare kom ind for at forbedre de brune. Ja, dem er jeg nu også blevet ret betaget af.


Og nu går vi den mest spændende tid i møde. De sidste unger er blevet øremærket. Jeg tager nok et par kuld mere på et par af hunnerne, men det skal lige passes ind med min rejse til VM i agility med hundene.
Jeg skal have et par ungdyr og måske en ungdyrsgruppe med til sommerudstillingen i Benløse. Det glæder jeg mig rigtig meget til.


Jeg er i gang med at bygge yderligere 6 bure. Det er rart at have bure til at kunne have dyrene siddende lidt længere for sortering.

tirsdag den 20. maj 2014

Årets første unger

Den første sortering har fundet sted. Og de første 4 kælekaniner har fundet nye familier :-)
Her er et lille udpluk af de dyr som kom igennem det første nåleøje og bliver her foreløbigt.
Efter 151 x 174

Efter 151 x 170

Efter 151 x 303

Efter 151 x 303

torsdag den 20. marts 2014

Farvemester

I starten af december tog jeg turen til Kolind på Djursland, for at deltage i Dværgkaninklubbens årlige øst/vest udstilling. Jeg havde i forvejen booket færge fra Odden til Århus, da det er nemmest for mig når jeg kun bor knapt 1 times kørsel fra Odden. Det skulle vise sig at være en god ide, da stormen "Bodil" væltede ind over landet netop denne dag. Jeg kørte til færgen i meget god tid og var der således en time før den bookede færge skulle sejle. Og jeg var så heldig at komme med den sidste færge der sejlede denne dag og som 2. sidste bil, der kørte om bord. Storebæltsbroen var spærret det meste af dagen pga. væltede lastbiler. Så jeg kom frem som første Sjællænder. Bornholmerne måtte droppe deres deltagelse helt da deres færge fra Bornholm var aflyst.
Jeg havde 5 brun kappetegnede dyr med og 3 brune. Havde tilmeldt 4 brune, men 169 fra meget udmagret efter sin spisevægring, så hun blev hjemme. Derudover havde jeg en enkelt vildtgrå kappetegnet hun med.
Bedømmelserne gik godt. 5 ud af mine 9 dyr fik 94,5 point og jeg vandt farvemesterplakette for alle 3 varianter jeg havde med :-)
Jeg kom ikke på ærespræmielisten, da jeg ikke havde nogen kollektioner.

fredag den 24. januar 2014

Vinterens udstillinger

Så blev det vinter og vi er også kommet forbi Jul og Nytår. På den ene side så hader jeg denne tid, fordi det er så koldt at gå ude ved kaninerne. Alle mine bure står frit udendørs, og der er hverken meget læ eller lys. På den anden side, så elsker jeg denne tid. På grund af udstillingerne, hvor man møde alle kaninvennerne. Det kan godt være at der er en masse fællesskab via internettet osv. men det slår på ingen måder samværet med avlerne på en udstilling. Jeg nyder at sidde sammen med et par gamle avlere og høre om deres avl og deres fodring. Og man kan altid lige få et lille fif eller to med på vejen.
Samtidig oplever jeg nu at flere af de gamle rent faktisk har lagt mærke til mine brune dværgvæddere. Og af og til kommer der en anerkendende kommentar :-)
Vinterens første udstilling var d. 20. november i Bagsværd. Her havde jeg de tre kuldsøskende 167, 169 og 170 med. Alle brune. Til denne udstilling blev der præmieret efter klasse C - enkeltdyr. Mine dyr fik følgende point 92, 92,5 og 94,5. Det var 169 som fik 94,5 point og det rakte til en 5. plads.
Næste udstilling var i Svinninge i slutningen af november. Her havde jeg 4 brune og 2 kappetegnede med. Resultatet blev 2 x 94 og 2 x 93,5 til de brune. Og 92 og 94,5 til de brun kappetegnede hanner, som er fra sidste år. De er begge registreret med 94,5 point. Og jeg ville da lige se om de kunne snige sig op på 95 point, nu når de havde fået lidt alder.
Efter Svinninge ville 169 ikke spise. Det kan nogle gange ske efter udstilling. Hun kan have fået en virus eller også har det været stress. Men det tog 5 dage, før hun spiste. Og så var hun blevet MEGET tynd :-(


mandag den 26. august 2013

Sommerudstilling i Benløse

Jeg er ikke så god til at få opdateret hjemmesiden og bloggen, men her er kommet en del kuld. Jeg har også været på min første sommerudstilling. Jeg kunne desværre ikke have hun med unger med, da mine unger er i forskellige farver, fordi jeg har blandet sort ind over. Mine Ungdyr manglede en uge i at være gamle nok, så det blev kun en ungdyrgruppe jeg havde med. Det var første gang jeg prøvede at udstille sådan en. Og det gik rigtig godt :-) Gruppen bestod af 2,1 brun efter Jumper's Balder og Møllegården's Nala Begge bedømt med 94,5 point. Dommeren var meget begejstret for dem og de blev bedømt med 95 point :-) Første gang jeg har fået dyr bedømt med 95 point på udstilling :-)

onsdag den 26. juni 2013

Endelig unger

Endelig kom der unger i stalden. Det har været et trægt forår med store opstarts vanskeligheder. Men nu er det lige før at første kuld bliver 8 uger gamle og er klar til at flytte hjemmefra. 2 ud af de 3 unger bliver dog her i første omgang.
Kuld 2 er nu 4 uger gamle og de er noget så skønne, dog er de to kappetegnede ikke så pænt tegnede, men de ser ud til at have en fantastisk type. Så hvis krop og ører er i orden, beholder jeg nok en af kapperne alligevel. Den ensfarvede regner jeg med at beholde foreløbig.
Derudover har jeg fået et kuld gulrøde dværgvæddere. Dem er jeg spændt på at se vokse op.